Trafikstøjen får fuldt fokus

Første møde i det rådgivende udvalg om trafikstøj, 21. juni 2018
Hvad kan vi gøre for at nedbringe trafikstøjen i Furesø? Hvor er problemerne størst? Og hvordan kan løsningerne finansieres? Et nyt udvalg om trafikstøj har netop indledt jagten efter svar.

Ole Holleufer (I), formand for det nye udvalg om trafikstøj, har glædet sig til at komme i gang: ”Det er nærmest et paradoks, at vi bor så naturskønt op ad blanke søer og rolige skove og alligevel er så udfordrede på trafikstøj. Hvordan finder vi løsningen på den udfordring? Ja det gør vi blandt andet ved at involvere de borgere, der oplever trafikstøjen på nært hold. Derfor er jeg særligt glad for denne type rådgivende arbejdsudvalg, hvor vi politikere får mulighed for at arbejde tæt sammen med borgerne”.

Flere borgere ansøgte om at være med, syv fik plads i udvalget. Nogen har særlig viden om støj, flere bor op ad større indfaldsveje og repræsenterer en større gruppe borgere. Alle har de stor lyst og engagement til at gøre noget ved trafikstøjen. De som ikke kom med i første omgang, bliver inddraget som en del af det kommende arbejde – både på en workshop, men ikke mindst via en ny digital platform, der er klar inden for de næste par uger. Her kan alle furesøborgere kommentere og bidrage til udvalgets arbejde. 

På udvalgets første møde den 21. juni blev tiden brugt på grundlæggende introduktioner og målsætninger, der skal bære samarbejdet henover efteråret, og på at blive klogere på trafikstøj. COWI leverede et kursus og demonstration af trafikstøj som oplæg til en snak om, hvordan udvalget vil arbejde videre.

Det nye udvalg vil blandt andet fokusere på tiltag, der kan reducere trafikstøjen, såsom støjvolde, støjskærme, belægningstyper, nedsættelse af hastigheden m.m., hvordan man kan finansiere støjreduktion, og hvordan indsatsen prioriteres. Herudover vil medlemmerne tænke i en decideret Furesø støjvision og aktiv borgerinvolvering.

På næste møde den 27. august kan alle Furesø borgere være med til at høre om, og drøfte, forskellige former for støjdæmpning.

”Analyserne viser, at trafikbelastningen fortsat vil være stigende og trafikstøj er til gene for mange mennesker, og det påvirker vores helbred og livskvalitet. Derfor skal vi reducere den trafikstøj, man udsættes for, når man opholder sig i eller ved sin bolig”, slutter Ole Holleufer.

Når udvalgets medlemmer afslutter arbejdet i december, går deres konkrete og realistiske anbefalinger til Udvalget for natur, miljø og grøn omstilling. Her skal politikerne arbejde videre i forhold til ny støjhandlingsplan og trafikhandlingsplan.

Sammensætning af udvalget:

Borgere:

  • Henrik Lynghus (særlig viden om trafikstøj)
  • Rikke Hartmann Pedersen (Grundejerforeningen langs Hillerødmotor-vejen – nord)
  • Stein Lokstad (Lokalt organiserede støjgrupper) Farum
  • Mads Emil Kragh (Grundejerforeningen langs Hillerødmotorvejen – syd)
  • Ditte Leighton (Andre støjplagede grundejerforeninger) Kirke Værløse
  • Christel Hansen (Miljørådet)
  • Søren Rasmussen (Furesø By og Land)

Fra Furesø Byråd:

  • Ole F. Holleufer (formand) 
  • Lene Bang
  • Lars Carpens
  • Egil Hulgaard
  • Niels Bjerre Degn

Den nye digitale platform kan inden for de næste par uger findes på www.furesoe.dk/udvalgtrafikstoej 

Kontakt

Center for By og Miljø

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4000

Skriv til os via Digital Post  (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

For pressen

Ole F. Holleufer
Bringetoften 5
3500  Værløse
E-mail: ofh@furesoe.dk
Mobil: 2067 3261

Relevante links

Download Adobe Reader
Siden refererer til et pdf-dokument. Læsning kræver Adobe Reader.