3. år i træk: Skoleelever mestrer innovation og kreativitet

Furesø Innovationsprojekt - FIP - blev skudt i gang i årets først uge. Det er tredje gang projektet kører, og i år skal en stribe cases fra 4 lokale virksomheder udfordre eleverne på at kombinere innovation med vildfarne indkøbsvogne og livsvigtig medicin.

Omkring 500 elever fra 7. årgang på Furesøs skolerne skal løse forskellige cases fra de lokale virksomheder: Gerresheimer, Galaksen, Farum Bytorv og The Scandinavian. Formålet med FIP er at få fokus på innovation og kompetencer som samarbejde, kommunikation, præsentation, it og fælles opgave løsning på tværs af skolerne, og så skal projektet styrke elevernes kendskab til det lokale erhvervsliv og på en innovativ måde løse virksomhedernes udfordringer. 

"Det er både spændende og lærerigt for eleverne, at få muligheden for at arbejde med reelle problemstillinger som virksomhederne står overfor. Og vi er heldige, at har vi nogle engagerede virksomheder i Furesø, som stiller sig til rådighed i dette projekt. Det bliver spændende at se, hvad eleverne præsenterer ved finalen i Farum Arena", siger formanden for Udvalget for Skole og Ungdomsuddannelse Henrik Poulsen (A). 

Eleverne var fredag den 5. januar samlet i Galaksen til kickoff på projektet. Her fik de sat rammerne for årets projekt og så videopræsentationer af de forskellige cases fra virksomhederne. Sidste års vinderelever fortalte om nøglen til succes, og så leverede 17 årige William Kattrup et innovativt indspark og fortalte eleverne, at innovation og kreativitet skal gå hånd i hånd, og at uden forskellige kompetencer og samarbejde, så kommer der intet godt produkt ud af en proces. William har bl.a. udviklet spil som Unicorn Jungle.

Eleverne skal arbejde med meget forskellige cases, fx hvordan kan Farum Bytorv undgå, at deres indkøbsvogne forlader bytorvet? Og hvordan kan man designe en holder til piller til en teenager, der skal huske at tage vigtig medicin i løbet af en skoledag? Og så skal de have fokus på det 21. århundredes kompetencer, som rummer bl.a. IT-værktøjer, samarbejde og innovation, imens de løser casen. 

I løbet af januar skal eleverne besøge eller have besøg af den virksomhed, de arbejder sammen med og gøre klar til uge 5, hvor hele ugen går med at arbejde med deres projekt. Den store finale foregår i Farum Arena den 2. februar. Her præsenterer en gruppe fra hver klasse deres projekt overfor en dommerjury bestående af bl.a. borgmester Ole Bondo Christensen, formand for Udvalget for Erhverv og Beskæftigelse Hasan Yilmaz, repræsentanter for virksomhederne, sidste års vindere og en repræsentant fra hhv. Styrelsen for IT og Læring og UCC.

 

Kontakt

Center for Dagtilbud og Skole

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4000
Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

Henrik Poulsen

Stenvadpark 12
3520 Farum
E-mail: hpo@furesoe.dk
Tlf.: 7216 5008

Hasan Yilmaz
Ryttervænget 44
3520 Farum
E-mail: hyi@furesoe.dk
Tlf.: 2145 0704