Uigennemskuelig statistik i udligningen kan betyde millionregning til kommuner

En uigennemskuelig opdatering af statistikken over udlændinges uddannelsesbaggrund gør at over 700 millioner kroner årligt flyttes rundt imellem kommunerne. Regeringen opfordres nu til sikre et bedre datagrundlag.
Det er blandt andet kommunerne Fredensborg, København, Gladsaxe og Furesø, som kan blive hårdt ramt af de uigennemskuelige statistikker med millionregninger.

Statistikken over udlændinges uddannelsesniveau blev forsøgt opdateret i efteråret 2017, og bygger blandt andet på en spørgeskemaundersøgelse, hvor modtagerne bliver bedt om selv at vurdere deres uddannelsesniveau. Svarprocenten var meget lav og svingende fra kommune til kommune. Dermed får svarene fra meget få udlændinge betydelig konsekvens for de kommende års kommunale budgetter. Finansieringsudvalget, der kom med forslag til den nu udskudte udligningsreform, har i deres rapport selv anerkendt, at den nye opgørelse over udlændinges uddannelsesniveau er behæftet med store metodiske problemer.

Borgmester i Furesø, Ole Bondo Christensen (A) understreger, at en evt. omfordeling mellem kommunerne må hvile på et solidt datagrundlag.

"Jeg har svært ved at forestille mig, at Folketinget bare lader den reviderede oversigt over udlændinges uddannelsesniveau være grundlag for så stor en omfordeling mellem kommunerne. Når Finansieringsudvalget konkluderer, at datagrundlaget ikke holder, så må den logiske konsekvens være, at omfordelingen mellem kommunerne udskydes til tingene er bedre undersøgt", siger Ole Bondo Christensen.

Overborgmester i København, Frank Jensen (A)
"Det er fuldstændig urimeligt, at en dataopdatering på et stærkt tvivlsomt grundlag skal have så voldsomme konsekvenser for vores velfærd. Man sniger en meget stor nedskæring på hovedstadskommunerne ind ad bagdøren uden nogen form for indfasning. Det er ikke seriøst."

Borgmester i Gladsaxe, Trine Græse (A)
"Gladsaxes befolkning vokser kraftigt i disse år. Det kræver, at vi konstant planlægger fremad og sætter ekstra penge af til nye dagtilbud, skoler og infrastruktur til vores mange nye borgere. Vi har derfor et stort anlægsprogram de kommende år, som vi også har sparet op til. Men befolkningsvæksten vil kræve yderligere investeringer de kommende år. Og her betyder en reduktion i udligningen på over 50 mio. kr. årligt meget for vores muligheder. Det ærgrer mig især, at vi mister de mange penge på en baggrund, som selv eksperterne på området sætter alvorligt spørgsmålstegn ved. Det må Folketingets parter kunne gøre bedre"

Borgmester i Fredensborg, Thomas Lykke Pedersen (A)
"Det er en umulig opgave at forklare vores borgere og ansatte, at vi nu skal ud i store besparelser på baggrund af en mildest talt mangelfuld statistisk opgørelse. Jeg opfordrer derfor til, at regeringen udskyder ændringen til, at der foreligger valide data"

Årlig økonomisk konsekvens (ekstra udgift udover eksisterende udligning)
Københavns Kommune: 568,0 mio. kr.
Gladsaxe Kommune: 50,0 mio. kr.
Furesø Kommune: 25,0 mio. kr.
Fredensborg Kommune: 23,5 mio. kr.

Kontakt

Ole Bondo Christensen

Fuglsangpark 14
3520  Farum
Mobil: 7216 5200
E-mail: borgmester@furesoe.dk