Din effektive kommune

Ideer til effektivisering i FK
Foto: Colourbox
I Furesø Kommune har byrådet en ambition om at skabe nogle rammer, så kommunen kan drives enklere, bedre, billigere og smartere. Vi arbejder derfor målrettet med effektiviseringer, og det betyder, at kommunen har sparet og effektiviseret for mere end 224 mio. kr. siden 2010.

I Vision Furesø er et af temaerne, at Furesø skal være en effektivt drevet kommune med styr på økonomien. Et samlet byråd har derfor kontinuerligt fokus på, hvordan vi kan gøre tingene enklere, bedre, billigere og smartere, så kommunens service hele tiden prioriteres, så vi får mest muligt ud af midlerne.

Furesø Kommune bliver i disse år, ligesom mange andre kommuner landet over, udfordret på økonomien. Budgettet er presset af ekstraordinære udgifter til pcb-renovering på to skoler samt stigende udgifter til blandt andet voksne handicappede, beskæftigelse og sundhed. Samtidig resulterer Økonomiaftalen mellem KL og regeringen i færre indtægter fra statstilskud end forventet. De økonomiske udfordringer nødvendiggør, at der alle steder i kommunen arbejdes aktivt med effektivisering og et konstant fokus på muligheder for forbedringer.

Siden 2010 er der således gennemført effektiviseringer for mere end 224 mio. kr. Frem til 2017 vil kommunen dermed have gennemført omstillinger og omprioriteringer svarende til mere end 10 % af kommunens drift. Dette betyder dog også, at de ”nemme løsninger” i høj grad er gennemført, og nye initiativer stiller større krav til den måde, kommunen arbejder med effektiviseringsprocessen på.

Strategisk effektiviseringsarbejde

Udgangspunktet for Furesøs effektiviseringsstrategi er, at en stram økonomistyring med løbende effektiviseringer skal sikre plads til omstilling og nye initiativer. Men ligeledes at vi udnytter ressourcerne bedst muligt og løbende sikrer, at vi løser opgaverne smartere, bedre og billigere til gavn for borgerne. Løbende effektiviseringer og stram økonomistyring sikrer ligeledes, at der er balance i økonomien på lang sigt, så der er plads til investeringer, som understøtter en effektiv drift, hvilket vi lægger vægt på i vores balancestrategi.

Som en del af effektiviseringsarbejdet havde Furesø Kommune i 2015 ekstern konsulentbistand til blandt andet at se på social- og sundhedsområdet. Det resulterede i en række anbefalinger, hvoraf en stor del allerede er implementeret. På baggrund af anbefalingerne har vi også iværksat det treårige projekt ’Selvhjulpne borgere og stærke fællesskaber’. Målet med projektet er at øge trivslen blandt kommunens borgere og gøre dem mere selvhjulpne, samtidig med en effektivisering af arbejdet på området.

I 2016 har forvaltningen sat arbejdet med effektiviseringer tidligt i gang i budgetprocessen, blandt andet ved allerede i januar at identificere fem større budgetområder med effektiviseringspotentiale. De fem områder er beskæftigelse, sundhed, dagtilbud, indkøb/befordring og ejendomsporteføljen. Der er arbejdet indgående med disse fem områder i første halvår af 2016, og på nogle områder vil arbejdet fortsætte resten af 2016.

Har du idéer til effektivisering? - Så bringer vi dem videre

Kommunen vil fortsat arbejde målrettet for at indføre enklere og bedre arbejdsgange til gavn for furesøborgerne. Vi vil derfor gerne have gode idéer fra alle borgere, virksomheder og medarbejdere til, hvordan tunge og bureaukratiske regler og arbejdsgange kan ændres eller undgås.

Furesøs Effektiviserings- og HR-afdeling gennemgår forslagene og vurderer deres potentialer sammen med fagcentrene. Forslagene bliver løbende inddraget i kommunens effektiviseringsarbejde. 

Sidder du med gode idéer, så udfyld formularen nedenfor.



Sidst opdateret 16. august 2016

Kontakt

Effektivisering og HR

Hørmarken 2
3520 Farum
Tlf.: 7235 4143

Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

Find Effektivisering og HR på Krak